6 historier fra Guatemala

bog_cover_xlMin fjerde bog der blev skrevet i Guatemala 1987 og udgivet på forlaget Tiden i 1988.

Bogen blev skrevet færdig efter lang tids sygdom, der mest havde psykisk karakter. Volden og til tider håbløsheden i Guatemala gik mig hårdt på. Jeg kunne ikke udholde den sanseløse undertrykkelse af Mayafolket og den ligegyldighed omverdenen havde over for hvad der skete i landet.

Fra Danmarks side blev interessen for Mellemamerika ensidigt rettet mod Nicaragua og frihedsbevægelsen dér.Den voldsomme massakre på Mayaerne forblev en tavs krig, et problem kun sjældent omtalt i den vestlige verden. Det var som at opholde sig i et vacuum; en tidsboble, der ikke rørte sig af stedet. Men jeg kom over det og kunne arbejde videre med min kunst og mit skriveri. DANS BONDE, DANS er en fiktiv bog, med 6 historier, der spænder over 1000 år og tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre.

Først til allersidst i bogen, passes alle trådene sammen til een fælles forståelse af, at alting hører sammen i eet fælles liv. Jeg har forsøgt at skrive “latinamerikansk”, hvor sproget skøjter frem og tilbage mellem nutid og datid, iblandet drømme, myter og legender. I 1988 havde jeg opholdt mig i Guatemala, El Salvador og Mexico i 10 år, og hele min motivverden i kunst og skriveri var blevet dybt inspireret af den “latinamerikanske tankegang”.

DANS BONDE, DANS strækker sig som sagt fra lang tid, før den hvide mand satte sin fod i Latinamerika til 1980ernes undertrykkelse af den oprindelige befolkning, Mayaerne. Den store forskel der er mellem Mayafolklet og resten af Guatemalas befolkning, kan virke skræmmende og uoverskuelig. Jeg har forsøgt i bogens “hovedhistorie” Dans Bonde, Dans at give udtryk for netop denne store tankeafstand og fundamentale forskel i værdinormer, som disse to grupper har.

Den ikke-Maya del af befolkningen har en klar materialistisk og vestlig tankegang, næsten totalt tomt for myter og legender, helte og guder. Det er alene økonomisk fremgang, magt, prestige og overflade, der har deres interesse. Mayafolket er et harmonisk folk, med deres myter og legender i behold. De har deres sprog og de har en historie – og ironisk nok, har 500 års undertrykkelse gjort dem endnu mere sammensvejsede. Det er også en bog om etik og moral – eller mangel på samme. Om ære, tillid og troskab – og kærlighed.

Bogen starter med en drøm og slutter med at overskride en grænse til det forjættede land USA. Jeg har valgt at udlægge den fjerde historie, som handler om en vestlig journalist, der søger den ægte vare, den ubesmittede ædle vilde.

6 historier fra Guatemala.
Udgiver: Tiden

Omfang: 183 sider, illustreret

Udgivelsesår: 1988.

Illustreret med mine egne tegninger

Kan stadig købes. ISBN 87-579-0392-1

Bestil via e-mail 150,- kr. + forsendelse.


Dans-bonde-dans-01
Dans-bonde-dans-03
Dans-bonde-dans-02
Dans-bonde-dans-04
Dans-bonde-dans-05
Dans-bonde-dans-06

Den ægte vare

Journalisten lænede sig ind over bordet og skoddede cigaretten i det fyldte askebæger med en vred bevægelse.
– Du har ikke fundet frem til det du lovede mig i brevet, sagde han og tømte sit glas med billig whisky. Det jeg hidtil har set, er ikke andet end fordrukne indianere og beskidte huse. Det er den ægte vare jeg vil ha´!
Han fyldte glasset fra den næsten tømte flaske og tændte en ny cigaret.
– Stolte indianere, rene indianere, rene huse; det er det der skal til! – noget vi kan vise frem. Ikke disse gader, hvor det flyder med plastik og lort, forhutlede unger og fulde mænd, der ligger sanseløse rundt omkring. Den ægte vare, mand!
Manden på den anden side af bordet forsøgte at svare for sig, forklare, blive den andens vrede kvit, foragten.
– Men hvad er den ægte vare? spurgte han svagt. Hvornår er noget ægte? Er det det oprindelige, du vil have, fra før den hvide mand? Stolte indianere, pæne huse, hvad er det? Hvornår er noget ægte? gentog han.
Journalisten hvislede røg ud gennem næsen i et fnys.
– Du skal tænke på det publikum, vi henvender os til. De har krav på den ægte vare. De gider ikke se på nød og elendighed. Hvad hjælper det indianeren, at vi viser, hvor forhutlede de er? Hvad hjælper det indianeren, at vi viser, hvor fordrukken han er? Næ, du, den ægte vare er den stolte indianer, der ikke drikker, holder sit hus rent osv. Det er det, vi skal vise. Det er iøvrigt også meget bedre at sælge. De store mediekompagnier gider ikke købe noget om elendighed. Det kan de ikke komme af med!
– Jamen, skal vi da ikke vise hele billedet? Stemmen var indtrængende. Skal vi ikke også vise bagsiden af medaljen? Imperialismen, kulturen der krakkelerer, rutsjeturen nedad, forfaldet?
Journalisten kikkede med himmelvendte øjne op i loftet, rystede opgivende på hovedet, tømte glasset og lænede sig igen ind over bordet. Langsomt , som talte han til et barn, sagde han sagte:
– Det er en anden slags reportage. Du skal tænke på, hvordan vi præsenterer stoffet. Det vi skal bruge, er dem med værdighed og stolthed, dem der kender deres historie. Det skal ikke være de fattige uden håb eller de superrige indianere, der vader i penge, men dem midt imellem, manden på gulvet med identiteten i behold. Og der skal frem for alt ikke være gaffa-tape på væggen som i den hytte, vi besøgte i morges. Der skal ikke have været andre reportere før os. Altså den ægte vare, forstår du det? Hvor er den?
Igen blev et nyt glas tømt, en ny cigaret tændt, flasken var tom.
– Man kan sgu ikke engang få en anstændig whisky i dette hul, beklagede han sig. Til tjeneren råbte han: Lad os få en ny flaske slavewhisky, mand. Han mumlede for sig selv – sikke et navn til en dårlig whisky, Old Friend. Ikke så underligt, at indianerne drikker.
– Mayaerne drikker ikke whisky, sagde manden på den anden side bordet. Det har de slet ikke råd til. Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi ikke skal vise billedet som det virkeligt er, både godt og ondt.
Nu var journalisten blevet fuld og irriteret. Han slog i bordet så glas og flasker hoppede, pegede på den anden mand. – Nu skal du høre godt efter, min ven. Det er min reportage, jeg ved præcis, hvad jeg vil have. Altså ikke noget med elendighed, ikke noget med nærbilleder af grædende børn, har du forstået? Sober reportage, stolte indianere, rene huse, glade øjne, mennesker der overlever. Her er ikke snak om godt eller ondt, sort eller hvidt; bare om folk, der er ranke i ryggen. Det er ikke et hjælpeprogram eller en politisk sag vi laver, men om almindelige mennesker, der overlever Alle de andre sandheder kan de andre journalister tage sig af. Jeg vil have historier, legender, indianeren med sig selv i behold, gerne lidt mysticisme, oprindeligt; ja altså, den ægte vare! Det kan sgu da ikke være så svært at forstå?
Han skruede hidsigt kapslen af den nye flaske whisky, skænkede sig et svingende glas og lænede sig tilbage med en ny cigaret.
På den anden side af bordet var journalistens kontaktmand tavs, han var bange for vreden i journalistens stemme og han forstod ikke helt, hvad der blev sagt og forlangt af ham.
Han tænkte sig længe om, sagde så forsigtigt: Jeg tror, jeg ved, hvor du vil hen. Oppe nordpå ligger en lille landsby inde blandt nogle små bjerge, de kaldes de blå bjerge. Det er Ixil-mayas. De har helt deres egen måde at leve på. Det er ikke mange, der kommer derop. Man siger, at der foregår mystiske ting i den landsby. Så vidt jeg ved, er der aldrig nogen journalist, der har besøgt dem og beskrevet dem. Måske er det noget for dig?
Journalisten rettede sig op i stolen, asken fra hans cigaret faldt ned i hans skød.
– Endelig sker der noget! Altså den ægte vare! Men hvis det viser sig, at der ikke er noget at finde deroppe, får du ingen penge! Fortæl mig, hvordan jeg kommer derop.
Bagefter skal vi ud og se på damer. Der må da for fanden være en eller anden form for natteliv i dette hul!

En sen eftermiddag med kvælende hede og tunge sorte skyer, der omkransede bjergtoppene, stoppede en taxi ved den lille vej, der førte op til landsbyen. Det lyste hvidt i soltovene, der gennembrød de sorte skyer.
– Jeg kan ikke køre dig længere, señor, sagde chaufføren til den svedende mand på bagsædet: Du bliver nødt til at gå det sidste stykke.
– Vejen er da bred nok til at du kan komme derop med bilen! Journalisten tørrede sveden af panden.
– Når regnen om lidt begynder, bliver vejen eet ælte og jeg kan ikke komme ned igen. Jeg overnatter ikke i den by, det er helt sikkert. Nej señor, du bliver nødt til at gå det sidste stykke.
Da taxien var kørt, begyndte journalisten vandringen op til landsbyen. Han gik mellem majsmarker og terrasser med grønsager. Vejen blev smallere og smallere, der var ingen bønder på markerne. En dump torden var begyndt at rulle mellem bjergene. Svedende og hivende efter vejret nåede han frem til de første huse, der lyste hvidt ud og ind fra skyggerne af de drivende skyer.
Der var ingen mennesker på gaden mellem husene, ingen kikkede nysgerrigt ud af vinduer eller døre, ikke en hund gøede ham velkommen. En underlig følelse af ensomhed kom over journalisten; det var som at gå i en spøgelsesby. – Hallo, råbte han. Er her nogen?
Ingen svarede. Han blev stående lidt, gik så længere ind i byen. En fornemmelse af sensation fik hans hjerte til at hamre, jo flere tomme gader han drejede ind i. Døre og vinduer var åbne. Et sted rislede vandet ud af en hane ned i en fyldt balje, der var løbet over og ud i sandet, hvor det langsomt blev suget ned.
Over vandets klukken var der en summen i luften, som han ikke kunne genkende. Den dybe summen hævede og sænkede sig, strøg langs de hvidkalkede mure. Det var som om husene selv vibrerede i den trykkende hede.
Længe stod han på det samme sted og forsøgte at lokalisere lyden, indtil det pludselig gik op for ham, at det var stemmer fra mange mennesker, der messede på et sprog han aldrig før havde hørt.
Han gik efter lyden, men den var svær at finde, for de tomme gader virkede som højttalere, der tranporterede lyden til det næste hjørne.
Han begyndte at blive bange, men følelsen af sensation var stærkere. Det var, da han drejede om et hjørne, han så hvorfra lyden stammede. Overrasket blev han stående midt i et skridt.
Fra den ene husrække til den anden var gaden fyldt med mennesker, der stod så tæt som omfavnede de hinanden.
De stod alle med ryggen til ham. Den dybe summen forandrede sig til sang som steg og faldt i styrke, en enkelt fløjte blandede sig med stemmerne, en tromme slog i hjertetakt med dybe slag.
Den store folkemasse var så intens og koncentreret om messesangen, at journalisten stod som lammet ved synet. Kvinderne havde alle sjal over hovedet og lignede tekstilkegler, der ragede op mellem mændenes nøgne hoveder.
Gaden, der gik skråt opad, forsvandt i et perspektiv af bjerge; sorte skyer og lyn trak nu langsomt ind over byen.
Billedet fyldte journalisten med en fornemmelse af at forstyrre noget, han havde stjålet sig til at se.
Menneskemassen var så privat i sin tæthed, at den virkede som én mekanisme, sangen lød som én mund med mange stemmebånd, trommen som ét hjerte.
For første gang i sit liv bakkede journalisten nogle skridt tilbage. Dette var ikke noget, der var bestemt for andre at se.
Han drejede om hjørnet, væk fra perspektivet med hjertelyd, sorte skyer og lyn.
Svedende blev han stående lænet ind mod et hus og lod køligheden fra muren trænge gennem sin våde skjorte. – Åh gud, tænkte han. Dette er den ægte vare, og hvad gør jeg så nu?

Sangen var hørt op. Stilheden svøbte sig om manden i skyggen.
De første mennesker drejede om hjørnet, hilste venligt på den svedende mand, men ingen henvendte sig til ham. Tidsintervallet mellem lynene var blevet kortere, tordenen højere.
Da der ikke kom flere ud fra gaden, drejede journalisten om hjørnet. Gaden var tom bortset fra tre skikkelser midt i perspektivet. Det var en præst i sort kjole og to hvidklædte messedrenge. Journalisten gik derhen og så de to drenge svinge kar med røgelse opad buske og træer, der frodigt strakte sig ud fra et bugnende overgroet stykke jord.
– Goddag, sagde journalisten til præsten, der var at stænke vand fra en lille flaske på bladende: – Jeg er journalist og lige kommet til byen. Er der et hotel, hvor man kan overnatte her i byen?
Præsten vendte sig om mod journalisten, kikkede længe på ham med udtryksløst ansigt: – Der er ikke noget hotel i byen, señor, men de er velkommen til at overnatte i præstehuset. De kan ikke komme herfra før i morgen. Der passerer ingen busser i dag.
Han vendte sig om mod det frodige grønne og fortsatte med at stænke vand på grene og blade.
Journalisten fik igen denne følelse af sensation og studerede præsten og den vilde bevoksning. Så vidt han kunne se for bevoksningen, var der ingen huse på grunden, men han var ikke sikker. Det var umuligt at kikke mere end et par meter ind i vildnisset.
Græs og planter han aldrig havde set før stod næsten mandshøjt. Træerne var kæmpehøje, større end han havde set andre steder i Guatemala. Snylteplanter hang tæt ved hinanden, kæmpe store orkideer i alverdens farver voksede op ad stammerne der stod så tæt, at grundens indre fortabtes i dybt mørke, som ikke engang lynene, der nu oplyste himmelen med kortere og kortere mellemrum kunne oplyse. Bevoksningen var så frodig grøn, at journalisten kom til at tænke på Kandinskys associationsrum med farver, hvor grønt bringer ro, ligegyldighed, sløvhed. Han følte sig draget af dette grønne, bestående af den gule, der syntes at bevæge sig ud fra sit centrum mod ham, og det blå med sine koncentriske bevægelser, der drog ham ind til sig.
Kun med besvær fik han revet sig løs fra den næsten hypnotiske effekt, den vildtvoksende grund havde på ham, da de første store regndråber ramte ham i ansigtet.
– Lad os gå, sagde præsten til journalisten; der var et lille ironisk smil om hans mund. Hvis vi ellers kan rive os løs herfra?
De var drivende våde inden de nåede præstehuset.

Senere da de sad ved aftensmaden, serveret af præstens hushjælp, spurgte præsten, hvad journalisten egentlige ærinde var.
– Jeg leder efter den ægte vare, sagde journalisten og tændte en ny cigaret. Stolthed, værdighed, noget i den retning…… Han gik i stå, det var pludseligt svært at gøre rede for, hvad han egentlig søgte.
Regnen trommede på taget, stearinlysene på bordet kastede urolige skygger, af og til oplystes den lille stue af et lyn.
Journalisten faldt i dybe tanker.
– Uskyldighed, ak ja – præsten smilede. Renhed, indianersind. Du er ikke den første, der siger disse ting. Før eller siden kommer I, der søger til denne landsby, eller steder der ligner dette sted. Jeg går ud fra at sådanne steder findes overalt på jorden?
Han tav, så på journalisten. Disse mennesker er som børn, sagde han og slog ud med armene, som ville han omfavne hele landsbyen. Jeg lærer aldrig helt at forstå dem. De siger ikke meget, lever som de formodentligt altid har gjort. De er bønder, passer deres marker, føder deres børn, dør, nye bliver født. Landsbyen ser ikke ud til at blive større eller mindre i alle de år, jeg nu har været her. Det er et lukket samfund. Vi får ikke mange informationer udefra, deltager ikke i noget, der har med omverdenen at gøre. Der er ikke mange radioer og TV her, ingen turister kommer denne vej; kun enkelte, der søger det oprindelige.
– Det er jo lige det, jeg gør! Journalisten var begejstret. Det oprindelige! Mennesker der ikke er spolerede, som passer deres arbejde; stolte mennesker med troen i behold.
– Ja, det der med troen, sagde præsten træt, er noget særligt her i byen. Selv om om alle går i kirke og deltager i sang og bøn, har de samtidig deres egne traditioner, de holder i hævd. Jeg ved der er mange steder i bjergene, hvor de går ud og foretager ritualer, men det er aldrig lykkedes mig at finde frem til nogen af de steder.
Jeg har forsøgt, gud skal vide, jeg har forsøgt.
Præsten holdt hånden for øjnene. I alle disse år har jeg forsøgt, nu er jeg begyndt at tvivle.
Præsten faldt hen i tavshed igen. Journalisten så på ham, kunne fornemme mandens tungsind. Han spurgte : Hvad var det I foretog Jer i eftermiddags? Det var da en messe, var det ikke?
Præsten tog hånden fra øjnene, hans ansigt havde dybe rynker, øjnene var trætte. Jo, det var en messe; men ikke en messe, jeg var glad for at forette. Jeg gjorde det kun, fordi de alle forventede det af mig. Kirkens velsignelse, røgelse og helligt vand; det var det, de forventede af mig. Ikke Guds ord – for ser du, kirken er for dem kun et hus, hvorfra man når guderne; en slags telefoncentral, sagde han bittert.
– Men hvorfor holdt du så ikke messen inde i kirken?
– Fordi denne grund, dette stykke jord er noget særligt for dem. Det er et fællesstykke, jordstykket. Sådan har det altid været. De har gamle papirer på det stykke jord; ingen enkeltmand ejer det.
Nu må du undskylde mig, jeg er meget træt. Vi kan snakke sammen i morgen. Juanita vil vise dig, hvor du kan sove i nat. Godnat.
Præsten rejste sig og forlod med trætte skridt rummet. Journalisten blev siddende og røg cigaretter, mens han begyndte at gøre notater.
Da Juanita kom for at tage af bordet, spurgte han. – Sig mig Juanita, hvad er der så særligt ved det grundstykke, hvor der var messe i dag?
– Det er byens grund, señor, svarede hun, men hun så ikke på ham. Sådan har det altid været. Nu skal jeg vise dig, hvor du skal sove.
Da hun viste ham sengen, prøvede han endnu engang. – Juanita, sig mig hvad der er særligt ved den grund? Hvorfor er der ingen huse bygget på grunden?
– Ingen går ind på den grund. Ingen fra landsbyen går derind; det er kun folk som dig, der søger, der går derind.
– Det forstår jeg ikke! Journalisten var ivrig. – Hvorfor går I ikke selv derind?
– Fordi ingen kommer tilbage, hvis man først er gået derind. Godnat señor, måtte du få gode drømme!

De første tordnende slag af kirkeklokken sendte ham ud af sin drøm med et sæt. Med pumpende hjerte sad han midt i sengen og stirrede ud i mørket, mens klokkerne sendte vibrationer gennem hans hjerne. Han famlede efter sine cigaretter og huskede han havde røget den sidste lige inden han faldt i søvn. Til efterklangen af det sidste slag stod han op og ledte efter sit tøj. I mørket kunne han skimte helgenfigurer og relikvier. Han havde sovet i præstehusets pulterkammer. Høje kvindestemmer begyndte en salme mens han fandt vej til præstens køkken, hvor Juanita var ved at lave mad.
– Godmorgen Juanita. Ja tak, jeg har sovet godt, men det er dog en ukristelig tid at blive vækket på! Han satte sig ned og begyndte at lede efter en ny pakke cigaretter i sin taske. Med lukkede øjne inhalerede han røgen og mærkede det med det samme i hovedet. Den første var altid den værste. Han så på sit ur, halvseks.
– Begynder I altid så tidligt? spurgte han, men hun svarede ham ikke. Med lukket ansigt stillede hun kaffe, æg og tortillas foran ham.
– Juanita, begyndte han igen. Hvad kan du fortælle mig om den grund? Hun kikkede på ham med det samme hårde udtryk, han havde set aftenen før. – Der er ikke så meget at fortælle, señor. Grunden har altid været der, sådan er det bare. Vi holder os væk. Mere er der ikke at sige om den ting. Det ville være bedst hvis du glemte den!
Hun gik ud af køkkenet og lod ham alene med sin notesbog.
Langt senere da salmesangen var ophørt og han havde fyldt en underkop med cigaretskod, kom præsten ind i køkkenet. – Godmorgen. Du er tidligt oppe. Har du sovet godt?
– Ja tak, lige indtil klokkerne begyndte at larme.
– Ja, man vænner sig til det efter et stykke tid, sagde præsten og skænkede sig en kop kaffe.
– Hvad kan du fortælle om den grund, præst? Journalisten havde pen og notesbog parat.
– Der er egentlig ikke så meget at fortælle, andet end at den har været der i al den tid, jeg har været her. Ingen går derind; man siger at ingen er kommet ud igen. Jeg har aldrig selv forsøgt at gå derind. Ikke fordi jeg tror på det, men hvorfor løbe en risiko?
I begyndelsen jeg var her, var jeg nysgerrig, men det er jeg ikke mere. Faktum er, at nogle er forsvundet her i byen, men om det er fordi de er gået ind på grunden eller er gået op i bjergene til guerillaen, skal jeg ikke kunne sige.
– Hør nu her præst, noget mere må du da kunne sige. Efter alle disse år?
– Min søn, du befinder dig langt ude på landet! Her er alting overtro, mørk middelalder! Disse mennesker tror på alting, de er børn! Hvis nogen fortæller dem, at der er mennesker, der er forsvundet på den grund, tror de fuldt og fast på det! Hvordan kan man bevise sådan noget? Mennesker forsvinder hver dag, af den ene eller den anden grund. Nogen forlader simpelthen familien og søger andre steder hen, osv. Det hele bliver tillagt den forbandede grund. Jeg kan ikke fortælle dig mere. Nu må du have mig undskyldt; der er skrifte, og der er mange syndere i dag!
Journalisten lukkede notesbogen med et smæld. Følelsen af sensation fyldte ham igen. Han gik ud til Juanita, der var ved at vaske i baggården.
– Juanita, begyndte han. Du må fortælle mig om den grund! Jeg har rejst langt!
Hun fortsatte med at vaske. – Det er ikke godt for dig, señor. Du vil bare selv blive draget derhen.
– Kom nu, Juanita! Journalisten åbnede sin bog. Jeg er et fornuftsmenneske, der bare leder efter den ægte vare.
– Man siger, der er mange mennesker forsvundet på den grund gennem årene, begyndte hun. Ingen er nogensinde kommet ud igen, undtagen én og han er død. Hvad der er derinde, ved ingen!
– Hvem var det, der kom ud? frittede han. Fortæl mig om ham, der kom ud! Hvem var han?
– Han kom bare ud igen efter at have været derinde i lang tid. Men det var før, jeg kom hertil. Hans mor lever endnu, hun er meget gammel. Gå derhen og få din historie, señor.

Journalisten stod uden for grunden. I det klare morgenlys blinkede bladene efter nattens regn; store sommerfugle flaksede omkring de smukke orkideer, der var en summen af insekter. Aldrig havde han set så overdådig og smuk vegetation. Store frugter hang i stærke gule og røde farver; i det mandshøje græs kunne han skimte blå blomster.
– Ved Gud, det er den smukkeste grund, jeg har set! Der var så fredeligt, at han var lige ved at gå derind. I stedet fotograferede han en hel film, og gav sig til at skridte grundstykket af. Tyve meter på hver led, lige uigennemtrængelig på alle sider. Det var, som om intet kunne gro inden for en afstend af ti meter fra grunden. Som med en lineal og kniv var bevoksningen begrænset til grunden, uden om var der støv og sand. Han fandt ingen indgang; ingen stier førte ind i bevoksningen. På alle sider de samme træer, samme orkideer, samme sommerfugle, blomster og frugter.
Det var, da han fotograferede den sidste side, at han opdagede, at lyset var det samme på alle fire sider. Selv om solen endnu stod lavt i de første morgentimer, kastede bevoksningen den samme skygge på samtlige sider. Igen følte han sensationen bruse igennem sig og gjorde notater, men da han ville røre ved en af buskene, der afgrænsede grunden, blev han stoppet af en stemme. – Nej señor, den skal du ikke røre, den vil brænde dig forfærdeligt!
Overrasket vendte han sig om og så fire kvinder stå tæt bag ham. Gamle kvinder med rynkede ansigter i skygge under sorte sjaler.
– Det er brændenælder, chichicaste. Dem skal du ikke røre, señor! gentog det rynkede ansigt fra skyggen.
Journalisten stod med udstrakt hånd over den lille busk; han havde ikke hørt de fire kvinder komme.
– Hvad er der med den grund? spurgte han lige ud. Hvad er der derinde?
– Det kan vi ikke sige dig, señor. Ingen dødelig ved, hvad der er derinde. De vendte sig om og gik.
– Jeg går derind, råbte journalisten efter dem. Jeg gør!
Den ene sorte kvinde vendte sig om. – Vi vil vente på dig, señor. Så var de forsvundet.
Længe stod han og samlede sine tanker; han gik rundt om grunden flere gange, følte sig mere end fristet til at gå derind.
Til sidst vendte han om og søgte den gamle kvinde med sønnen, der engang havde overlevet.

– Tak for besøget og tak for kaffen du bragte. Den gamle kvinde satte koppen forsigtigt ned på bordet.
De sad under halvtaget ved hendes lille hus, der var udsigt over dalen.
Alt var i forfald på hendes grund, intet var blevet repareret i lange tider. Træer og buske voksede vildt, stien der førte op til huset var hugget fri i bevoksningen.
– Jeg har ikke kræfter til at holde mit hus. Den gamle kvinde havde lagt mærke til journalistens blik over grunden. Ikke siden min søn boede her, er der blevet holdt orden, og nu er det lige meget. Jeg skal snart herfra alligevel, og jeg kan godt lide, når det vokser vildt.
– Fortæl mig om din søn; han var en god mand, har jeg hørt, lokkede journalisten og tændte for sin båndoptager.
– Edgar Roméro hed han, begyndte den gamle dame. Han var en god dreng, sådan lidt for sig selv. Han legede ikke meget med de andre drenge, da han var lille, kun få kammerater havde han. Tidligt holdt han op i skolen, ville hellere hjælpe sin far i marken. Han kunne lide at gå i marken, kunne Roméro. Han ville være bonde, præcis som sin far. De to kom godt ud af det, begge var af samme type, de snakkede ikke meget. De kunne være tavse i mange dage, men det betød ikke at de var triste, sådan var de bare skabt.
Roméros far døde da Roméro var 16 år. Det tog hårdt på ham. I lang tid snakkede han slet ikke, men han var god mod mig, hjalp mig altid her på grunden og han passede markerne godt.
Han blev tidligt voksen, gjorde Roméro, ja. Men han havde denne ting. Han tænkte meget, han var en tænker, var Roméro. Når han havde fået noget ind i hovedet, kunne han ikke få det ud igen.
Han tænkte tit på den gamle historie om Oscar og den vilde grund. Vil du have, jeg skal fortælle dig den historie, señor?
Journalisten nikkede, endeligt skete der noget! Informationerne kom ind, sensationen brusede som aldrig før. Han nikkede ivrigt.
– Ja, det er altså mange, mange år siden; jeg ved ikke rigtig hvor mange. Der var denne dreng, Oscar, en dreng af samme type som min Roméro. Også han elskede planter, han ville være bonde lige som sin far.
Han var blevet forelsket i en pige, der boede alene sammen med sin mor inde midt i byen. De boede på en grund hvor alting groede vildt, og hverken pigen eller hendes mor gjorde noget for at holde træer og buske nede. Det var den vildeste grund i byen, siger man.
En dag sagde pigen til Oscar, at han ikke skulle komme og besøge hende om aftenen, for hendes mor var blevet syg og var kommet på hospitalet inde i storbyen. Dér ville hun være sammen med den syge mor de næste par dage.
Nu var det sådan med Oscar, lige som med min Roméro, at han var meget jaloux, så han troede, det var fordi hun havde fået en anden kæreste.
Han tog ind til hendes hus om aftenen for at se, hvad der foregik. Da han kom til grunden, kunne han se hun stod inde mellem alle træerne med ryggen til. Hun havde et sort sjal over hovedet. Han gik ind til hende og talte til hende, men hun svarede ikke.
Da han ville kysse hende og trak hendes sjal til side, var det ikke hendes ansigt – men et dødningeansigt!
Fuld af rædsel trak han sin machete og huggede og huggede mod ansigtet, mens blodet sprøjtede over ham. Han løb hjem og brændte alt sit tøj med blodet på, og gemte macheten under sin seng.
Der lå han så hele natten. Om morgenen da han tog macheten frem for at rense den, var den ikke fuld af blod, men af plantetrævler.
Han løb ud til grunden igen, og da så han, at hele den vilde beplantning var sønderhugget; og han forstod da, at det ikke var pigen han havde dræbt, men planterne og træerne, der havde været forelsket i den unge bonde.
Det eneste, der kunne redde ham fra planternes favntag, var bondens redskab, macheten.
Det var det sidste, man så til ham. Han blev inde på grunden. Hvor pigen og hendes mor blev af, har man aldrig fundet ud af. Det er et mysterium.
Hun kikkede på journalisten. – Det var den historie, men det er så længe siden. Man siger, det var begyndelsen til den grund du sikkert har set oppe i byen. Da ejerne blev væk i mange år, besluttede byen at gøre den til fælles eje og fik papirerne ordnet inde i byen. Siden da er der sommetider nogle af de unge mænd, der er gået derind eller nogen, der har forvildet sig derind. Ingen er kommet ud igen, undtagen min Roméro. Hun faldt i dybe tanker.
– Hvad skete der så? Journalisten var åndeløs. Hvordan kom han tilbage?
– Jeg ved det ikke – der var tårer i den gamle kvindes øjne; han var der bare lige pludseligt en dag. I lange tider havde han tænkt på den grund og historien om Oscar. En dag sagde han: Jeg må derind, mor! Jeg går derind i morgen! Jeg vidste da, at ingen kunne få ham fra sin beslutning. Jeg tog afsked med ham en morgen der var usædvanlig smuk, eller også var det fordi jeg vidste, jeg skulle miste min eneste søn. Aldrig synes jeg at fuglene havde sunget smukkere, aldrig synes jeg at solen havde skinnet med mere glans end den morgen. Roméro var ikke trist, men så ud til at smile. På afstand fulgte jeg ham, og jeg så, at der ventede fire sorte kvinder på ham uden for grunden. Fra hjørnet så jeg, de gav ham noget mad og vand. Så forsvandt han derind; var bare pludselig forsvundet i det grønne vildnis, der lige som opsugede ham.
Jeg ville så gerne have snakket med de fire kvinder, men også de forsvandt, mens jeg kikkede efter min søn. Jeg synes ikke, jeg havde genkendt nogle af kvinderne her fra byen.
I tre år var jeg alene, men savnet gnavede i mit hjerte.
Så en aften stod han lige pludselig i køkkenet, mens jeg var i færd med at varme mine tortillas! Først troede jeg, at han var et genfærd, for han så ud akkurat som den dag for tre år siden, da han gik ind på grunden; selv tøjet var det samme! Jeg kunne genkende det, for jeg havde vasket alt hans tøj til hans afgang.
Men da han omfavnede mig, forstod jeg, at det ikke var noget genfærd
– Hvor har du været? Har du haft det godt, min dreng? Men han smilede bare det samme smil, som den dag han forsvandt, satte sig ned og spiste aftensmad sammen med mig. Først da han havde drukket sin kaffe, talte han til mig. – Jeg har set så meget, mor! Jeg har været længe væk; dog kun var det i går, jeg gik herfra. Jeg kan ikke blive så længe, snart skal jeg afsted igen, mor.
– Var du inde på grunden? spurgte jeg; der var så mange spørgsmål, jeg gerne ville have besvaret. Hvad så du derinde? Var det slemt for dig?
– Nej mor, det var ikke slemt; ikke sådan som du forstår ved slemt. Det jeg har set, kan jeg ikke forklare dig, for du ville ikke kunne forstå det! Jeg måtte bare se dig endnu engang!
Han lagde sig til at sove, men inden han lukkede sine øjne, sagde han, at han måtte gå midt på natten. Han kunne ikke blive længere.
Vi lå tæt sammen som dengang, han var en lille dreng. Jeg ville ikke give slip på min dreng; jeg ønskede så inderligt, at han ville blive hos mig, min eneste dreng!
Da solen begyndte at sende dagens første stråler ind gennem sprækkerne i væggen og ned over min seng, og trompetfuglens lattertriller varslede en ny dag, vågnede min søn.
– Jeg er blevet for længe, mor! Du ville ikke lade mig gå midt om natten, men vær ikke urolig, jeg har sovet godt her hos dig!
Så døde han i mine arme, han sagde kun ét ord mere. – Lyset! sagde han – så døde han. Jeg kunne føle, hvordan han forlod mig; men sådan noget kan sikkert kun en mor føle.
Hun sad tavs; journalisten tændte en ny cigaret, ivrig. – Hvad skete der så? Sagde han ikke mere om hvad der var inde på grunden?
– Nej, det var alt. Vi begravede ham i stilhed, graveren og jeg. Vi ville ikke gøre byen urolig, så vi begravede ham om natten. Præsten fik vi til at velsigne graven dagen efter. Nu er både graveren og præsten døde.
Jeg har ikke mere at fortælle, nu må du gå! Jeg vil sidde med mine tanker alene. Farvel!

Journalisten fik ikke noget ud af præsten om aftenen ved middagsbordet. Præsten trak sig tilbage, fordi der var så meget papirarbejde.
– Juanita, spurgte journalisten. Tror du på den historie med Roméro, der kom tilbage til sin mor, og som ikke ville lade ham gå?
– Señor – Juanita satte kopperne fra sig og vendte sig om mod den rygende mand. For folk her i byen er det ikke et spørgsmål om at tro eller have beviser. Det er kun jer, der søger, der vil have vished. Vi her i byen accepterer at tingene er, som de er; vi behøver ingen beviser. Hvis du vil ind på den grund, så gå derind! Valget er dit alene!
Du skriver jo alt ned; for dig er det nødvendigt at forstå og tyde, og du bringer historierne videre til folk, der bor langt herfra. Hvad skal de med de historier? De besøger os aldrig, ved ikke hvordan vi lever. Som jeg siger dig, vi lader tingene være som de er, som de altid har været. Det lever vi med og her er fredeligt og roligt. Som jeg siger dig, valget er dit alene!
Hun vendte sig og fortsatte med opvasken – der var ikke mere at sige.

I mørket, omgivet af helgenfigurer og relikvier, røg journalisten sin sidste pakke cigaretter. Da klokken slog sit første rungende slag, havde han besluttet sig og pakkede sin taske med fotografiapparat, båndoptager og notesbog.
Han gik gennem de tomme gader, mens kvinderne sang de første strofer af dagens salme.
Uden for grunden stod de fire sorte kvinder. Tavst gav de ham mad og vand, i det første daggry kunne han ikke se deres ansigter under sjalerne.
Uden tøven gik han ind på grunden.