Båndoptaget i Guatemala mellem 1980 og 1982

bog_cover_xlES MI VIDA er min første bog. Titlen ES MI VIDA – dette er mit liv – kom fra en Mayakvinde, der sluttede sit interwiev netop med disse ord.

Da havde hun netop afsluttet en beretning, der var så forfærdelig – en fortælling om nedværdigelser, mord og overgreb på hendes familie og venner, at jeg næsten var allermest chokeret over hendes ydmyghed, positivitet og glæde over livet, så jeg valgte at bruge denne slutbemærkning som titlen til min første bog.

Situationen i Guatemala i 80erne var ufattelig hård for Mayafolket. De skiftende diktaturregimer myrdede løs, som var det deres hensigt at rydde hele Guatemala for dens etniske befolkning.

Amnesty International skriver i en rapport om Guatemala (AI Index AMR 34/02/81) under overskriften: Guatemala, politiske mord – et regeringsprogram. – Der er én krænkelse af menneskerettighederne, der frem for nogen påkalder sig opmærksomheden i Guatemala: at folk, der er modstandere eller menes at være modstandere af regeringen, systematisk og uden arrestordre bliver pågrebet, tortureret og myrdet, og at torturen og mordene er en del af den guatemaltekiske regerings velovervejede langtidsprogram. Det var i dette voldsklima jeg optog mine båndoptagelser og nedskrivninger fra vidner til disse overgreb.

Tilbage i Danmark fik jeg hjælp fra to spanskkyndige: Anne Dorthe Bertelsen og Lotte Lindberg, der fik de mange timers interviews sat i system. Bogen er ment som en vidneerklæring og et talerør for Mayafolket i Guatemala, som den vestlige presse ellers ikke viste særlig stor interesse i de år. Men jeg har ikke villet skrive en bog der “bare” beskrev modbydelighederne og mordene, jeg ville også prøve at beskrive Mayafolket udfra nogle af de historier, jeg fik fortalt sideløbende med vidneerklæringerne.

Historier, der er fortalt ude omkring i landsbyerne og som indeholder hele den nerve, der ligger i et folks dybe tro på naturen og menneskets sammenhold med Altet. Vi kalder det overtro – de kalder det tro. Vi kalder det unaturligt – de kalder det naturligt. Vi kalder det fri fantasi – de kalder det drømme. ES MI VIDA indeholder 3 sådanne historier, som på en måde er lige så vigtige som vidneerklæringerne, fordi de fortæller om almindelige menneskers erfaringer og oplevelser.

Og der er altid en pointe – eller flere – der fortæller om svagheder og styrker og nødvendigheden af at kende sine rødder. Og om sammenholdet og nødvendigheden af loyalitet i stammen, landsbyen og familien. Om respekten for alt liv, forståelsen og tilgivelsen af fjenden, bødlen.

Jeg har valgt at lægge sådan en historie ud til læsning. Må du betages og røres af dette smukke folk, deres “simple” liv og kærlighed til livet og deres store Mor, Jorden.

Udkom 1984 på forlaget Tiden. 142 sider, 1 tavle (kort), illustreret.
6 vidneerklæringer og 3 historier. Ordliste og landkort.
Illustreret med mine egne tegninger.
Beabejdning ved Ole Stockmarr
Oversættere af interviews: Anne-Dorthe Bertelsen, Lotte Lindberg
Oplag: 2000 eksemplare. ISBN 87-579-0316-6

Er udsolgt, men kan lånes på biblioteket.
Læs et kapitel fra bogen

Chuabajito
Det er ikke vanskeligt at finde vej til landsbyen. Der er kun den ene vej. Man skal bare følge træerners linier fra den lange allé. På denne årstid lukker de vilde blomster vejsiden som bløde dyner.
Man siger, at her vokser de smukkeste orkideer i Guatemala. Alligevel overrasker synet af byen den rejsende. Den ligner ellers alle andre små indianerfællesskaber med sine små huse af ubrændte sten og tunge tegltage. Men byen ligger underligt nøgen og ubeskyttet. Den ville ligge meget bedre og mere i læ derovre ved bakken og de store Cieba-træer.
Men nu ligger den altså her, med de fattige huse bygget tæt sammen, og her har den ligget i lige så mange slægtled de ældste kan huske.
Chuabajito, navnets mening er glemt, landsbyen er næsten selv blevet glemt.
Byen er fattig, meget fattig. Ingen ejer mere end naboen. De er alle Maya-indianere, Cakchiquels. Førhen delt ind i store familier, præster, krigere, bønder, håndværkere.
Nu er der kun 72 indbyggere, og de lever nærmest som én stor familie. De er alle bønder.
Den jord, der hører til byen er fælleseje. Det er god jord, den giver en solid afgrøde, men jordlodderne er meget små. Den gode afgrøde skyldes efter sigende, at man med omhu foretager de ældgamle ritualer, når der skal sås og høstes.
Man jager ikke lige ud og begynder at rode i jorden, det tager sin tid at blive enig med jorden. Først skal der gøres rede for hensigterne, og man skal love at rydde op efter sig, når man er færdig med at høste.
Der er mange ting at holde rede på, og det taget lang tid.
Men bønderne i Chuabajito er tålmodige mennesker, der har god tid, som de har haft det i mange hundrede år. Det er besindige mennesker, de snakker sammen, før de handler.
Som nu for eksempel det med vandet.
Længe havde kvinderne talt til mændende om det store besvær med at hente vand ved den lille kilde.
Det var ikke fordi kvinderne i landsbyen beklagede sig over at de skulle gå langt med de tunge byrder på hovedet, det kunne de skam godt. Nej, det var den vold, der var i området. Havde de ikke alle hørt om de overfald der skete i andre landsbyer? Var det ikke om morgenen de fleste mennesker forsvandt? Skulle de ikke netop ud tidligt om morgenen for at hente vand? Hvornår ville volden komme her til byen? De kunne vel ikke blive ved med at gå ram forbi?
Prøv nu at se landsbyen på den anden side af bakkerne. De havde længe haft nogle af de dér frivillige fra en gringo organisation til at hjælpe sig med at indlægge vand. Kunne mændende da ikke prøve at spørge dem? Måske kunne de lede vandet ind i landsbyen? Det snakkede man længe om, og året efter dannede man en komité.
Langsomt kom forbindelsen med de unge amerikanere i gang, og i efteråret 1980 var landsbyen blevet besøgt flere gange af ingeniører fra organisationen Agua deel Pueblo, folkets vand.
Der blev målt og der blev regnet, og i foråret 1981 var skitsen færdig. Agua del Pueblo ville indlægge vand, og man ville også bygge et lille rensningsanlæg derhenne ved den lille bakke. De ville ikke få vand ind i selve husene, men rør ført flere steder ind i byen til små brønde.
Bønderne skulle selv være med til byggeriet, men til gengæld skulle de ikke betale for materialerne. De ville ikke få løn for deres arbejde. Agua del Pueblo ville derimod sætte dem på skolebænke og lære dem at passe rensningsanlægget.

I år havde landsbyen været meget påpasselige med ritualerne før majssåning. Det havde været lange og indviklede dage, men alle var enige om, at det ville blive et godt år.
Duften fra de vilde blomster bredte sig i landskabet og blandede sig med trækulslugten fra kvindernes små bål, hvor fremstillingen af Tortillas var i gang.
Hele byen glædede sig. Alle så hen til den store begivenhed. Allemest var de glade for den hurtige afgørelse myndighederne havde givet dem. Amtet godkendte projektet uden indvendinger. Snakken gik, mændende holdt møder og lagde planer. Måsker var det derfor de blev myrdet.

En medarbejder ved vandingsprojektet siger i et interwiev den 28. April 1981:
– Mellem klokken 4 og 5 om morgenen, søndag den 12. Aprril kørte et ukendt antal mænd i små lette Subaru-jeeps ind i landsbyen Chuabajito. Der er kun én måde at komme frem til byen på, og det er vejen der fører mod nord fra San Martin Jilotepequez. Mændende i bilerne var alle civilt klædt som bønder plejer at være.
Men de havde militærstøvler på.
Mændende kravlede ud af bilerne og gik lidt rundt. De henvendte sig til en mand, der var kommet for at se, hvad der foregik. Der er ingen, der hørte samtalen, men den er sandsynligvis fremført på den sædvanlige måde. De henvender sig til en eller anden tilfældig person og stille ham eller hende et spørgsmål på en sådan måde, at det er lige meget, hvordan man besvarer det, så modsiger man sig selv. Sådan er det sikkert også foregået denne gang.
De drev 23 mænd sammen, en trediedel af landsbyens indbyggere. De gennede dem ind i den lille nye skolebygning, hvor de systematisk huggede dem ihejl med machetes.
Selv om de havde skydevåben, skar de de 23 indianere til ukendelighed. Det var hvide mænd og Ladinos, der svang de store knive.
En lille pige på fem år, der græd højt, fordi hendes far blev myrdet, huggede de hovedet af.
Derefter kørte de stille og roligt fra landsbyen, hvor skrigene fra kvinderne begyndte at fylde det orkidéblomstrende landskab.
– Kender du grunden til massakren`
– Måske er grunden til massakren, at ofrene var medlemmer af Ligas Campasinas, bøndernes fagforening. Organisationen har for nylig været aktiv for at skaffe bønderne mere land. Det har de ikke fået; Der er ikke tvivl om, at hæren har en liste over disse mænd, det har man set før.
Der var to overlevende, hvor utroligt det end lyder, for deres halse var frygteligt skåret op. Hvor de er nu, er der ingen der ved, de er simpelthen forsvundet fra hospitalet. Man plejer ikke at efterlade øjenvidner. I øvrigt er jeg ikke meget for at udtale mig, min organisation må ikke blande sig i politik.
– Jamen, kan det ikke tænkes, at de er blevet myrdet, fordi skulle på skolebænken hos jer? Man kan jo sige, at de efter endt træning er blevet folk, der har fået mere forstand på organisation?
– Det nægter jeg at tro, selvom det er blevet meget svært for os at arbejde i Guatemala nu.
– Det lyder som en modsigelse.
– Ethvert tilløb til organisering bliver kvalt i starten, brutalt. Der er massakre som denne over hele landet. Hele familier bliver udslettet, og ofte bliver der ikke givet nogen som helst grund til nedslagtningen. Man ved ikke engang, hvem morderne er, det er kun noget man formoder. Men den der tror, at disse mord sker helt tilfældigt, han tror meget fejl. Jeg er overbevist om, at denne blodige terror er nøje planlagt.
– Men hvorfor blev den lille pige så dræbt? Hun var kun 5 år. Hun kan da umuligt være planlagt.
– Næh, det var hun sikkert ikke, men hun forstyrrede håndværkerne i deres arbejde. Du må forstå, disse mordere er professionelle. De er mordere af profession. Og de hader dem de myrder, de hader kommunister, eller dem, som kan tænkes at blive det.


 

Efter min hjemkomst til Danmark (1981) har jeg erfaret, at massakreen i Chuabajito ikke var den eneste, der blev begået i det område i den periode. Her følger et forkortet uddrag af Amnesty International rapport nr. 34/39/81.

I den første uge af februar 11981 rapporteres det, at soldater som gennemsøgte landsbyen Papchala, Patzal og Panimaci Comalapa kommunen i Chimaltenango, dræbte ca. 168 bønder, mænd, kvinder og børn.
Soldater gennemsøgte den 4 – og 6 februar byen Las Lomas i San Martin Jilotepequez kommunen, som også ligger i Chimaltenango. De affyrede vilkårlige skud fra lastbiler og dræbte ca. 85 mænd, kvinder og børn.
I marts var Chimaltenango endnu engang udsat for massiv undertrykkelse, da 171 mennesker blev dræbt, yderligere 43 “forsvandt” efter kidnapning, og 16 blev såret inden for en periode af to uger.
I ugen fra 8 til 15 marts bortførte hæren 9 bønder fra landsbyen Calante i San Miquel Uspatan kommunen i Quiché departementet. Den 17 marts vendte soldaterne tilbage til Calante og bortførte mændende og kvinderne der. Næste dag blev der fundet 15 kvindelig på vejen. De var alle halshuggede.
De sidste to uger af marts fandt ligende hændelser sted i landsbyer i Petén, langs vejen til Melchor de Mancos, Macache, La Union, El Cruzadero og El Zapote. Disse landsbyer er simpelthen øde, idet deres indbyggere blev indebrændt eller torteret og lemlæstet.

  • Den 11 april blev 24 bønder dræbt i den isolerede landsby Chinanbac.
  • Den 15 april dræbte soldater 9 bønder i Cocob i Quiché.
  • Den 24 maj dræbte en afdeling soldater i civil, under ledelse af en løjtnant, 70 Mayas på storgodset San Francisco i Quic i Quiché. ? bønder blev offentligt torteret. Landsbyens befolkning blev tvunget til at se på.