En beskrivelse af indsatsen og holdningen til de “udstødte og anderledes” i samfundet set i historisk perspektiv, de menneskelige værdier, samt en mulig fremtidsvision. Caritas = Omsorg er nøgleordet for forståelse af motivvalget. Historien starter kronologisk fra venstre med fortidsmennesket, der begynder at begrave sine døde og vise omsorg for hinanden. Mange nutidige arkæologiske fund viser fra stenalder, bronzealder og op gennem jernalder, hvorledes det daglige menneske tog hånd omkring hverandre på godt og ondt.

Vikingetiden beskriver de vanføre med humor og forståelse, nogle blev endda ledere og herskere, barder og historiefortællere. Hensynet til de svage og “udstødte” er vigtige elementer i Jydske Lov og Sjællandske Lov; måske Danmarks ældste skriftlige vidnesbyrd om det moralske gode i at lovgive omkring dette emne.

I forbindelse med reformationen overgår ansvaret fra den katolske kirke til staten og kommunerne. Store grupper af mennesker udstødes fra samfundet. Ca. 10 pct. af den danske befolkning færdes på landevejene – udstødt af byerne og af samfundet – den enlige moder, de forældreløse/horeungerne, jøderne, sigøjnerne, de døve, de blinde, de vanføre, de sindslidende, sammen med lommetyvene, rakkerne, skøgerne osv.

Christian d. 4. forsøger at løse opgaven ved bl.a. oprettelse af arbejdsanstalter og børnehuse i København. Konsekvenserne af ændringerne i landbruget er flytningen fra land til by, som skaber store sociale problemer i byerne. Steinckes socialreform i 1930´erne er et forsøg på at løse disse problemer og er samtidig starten på udviklingen af velfærdssamfundet. Oprettelse af Særforsorgen, Sindssygeforsorgen og Åndssvageforsorgen, Mødrehjælpen og Revalideringen understreger statens ønske om at sikre en særlig indsats over for disse grupper af mennesker. Med bistandslovens gennemførelse lægges ansvaret ud til amter og kommuner. Den høje arbejdsløshed og de stigende krav på arbejdsmarkedet igennem 70´erne, 80´erne og 90´erne skubber igen store grupper uden for arbejdsmarkedet.

I alt dette kæmper den handicappede, de psykiske lidende osv. en mere eller mindre indædt kamp for at blive tilpasset, forstået og respekteret i det danske samfund. De kæmper for et værdigt liv i velfærdsstaten.

Det 80m2 store maleri består af 13 paneler; 153 cm. brede og 4 mtr. høje MDF plader, 16 mm. tykke. Hvert panel er delt i 2 stykker; 153 x 225 og 153 x 175 cm opsat på metalskinner på bagsiden. Maleriet består af lige dele oliemalig som acrylmaling i bedste kvalitet, der sikrer den størst mulige lysægtehed.

De mange paneler bliver sammensat og opsat på et fundament, der vil rage et stykke ud i lokalet og således sikre, at f.eks. kørstole o.lign. ikke kan køre ind i maleriet. Maleriets grundidé er billedkunstneren Jørn Bie’s, der allerede i 1994, da han boede fast i Guatemala i Mellemamerika, sagde, at skulle han nogensinde flytte tilbage til Danmark, var én af de ting, han gerne ville beskæftige sig med kunstnerisk, at beskrive Danmarkshistorien i store vægmalerier; identitetsbilleder ligesom de mexicanske kunstnere malede i begyndelsen af forrige århundrede.

For Egmont Højskoles (og andre skoler) er historien naturligvis først og fremmest den handicappedes historie – men den er meget mere end det. Det er også historien om Caritas, omsorgen for de anderledes i samfundet, men også omsorgen for “de normale” – en fortælling om den danske velfærds grundværdier, den danske identitet; at forstå sine rødder – og omsorgen som et gennemgående motiv i den danske kultur/kristendom. Det er historien om social arv, misbruget gennem tiderne og de hjælpende hænder, der altid har været der, mere synligt end andre gange. Det er historien om den store danske skat i vores mytologi, sagn og fortællinger, fra Saxo over Pelle Erobreren m.m.fl.

Der ligger utallige opgaver i væggen til eleverne, skriftligt som mundtligt, som tegninger til ITbehandling. Caritashistorien har identitetsværdi for den enkelte handicappede. Endelig har væggen en meget væsentlig imageværdi for Egmont Højskole.

Kæmpe maleri fortæller socialhistorie
Overgangen fra det 20. århundrede til det 21. århundrede.

I forbindelse med Egmont Højskolens 50 års jubilæum har højskolen fået mulighed for at købe et stort vægmaleri. Maleriet fortæller den social- politiske historie fra stenalderen til i dag. Maleriet hænger godt sammen med højskolens værdigrundlag, som er bygget op om ordene solidari- tet, myndighed og værdighed. Et værdigrundlag som viser sig ved, at skolen altid har haft et ansvar over for mennesker med handicap og med andre særlige behov.

Ved Egmont Højskolens jubilæum er det blevet muligt for skolen at indkøbe et stort vægmaleri af kunstneren Jørn Bie. Med en bredde på 20 meter og en højde på 4 meter fortæl- ler maleriet den socialpolitiske historie fra stenalderen til i dag. Ideen med maleriet er at vise, at det er vigtigt at have en bred historiefortolkning. – Jeg ville gerne male billedet til unge mennesker. De har brug for en stor historieforståelse. Det er ikke kun vigtigt at kende kongerækken og sådan noget. Man bør også arbejde med, hvem der skabte ytringsfrihed, kæmpede for rettighe- der og ligeværd, fortæller kunstneren Jørn Bie. Maleriet blev præsenteret ved skolens 50 års jubilæum den 1. november. Det varer dog lidt, inden maleriet kommer op at hænge. Det skal hænge i skolens nye forhal, som bliver opført i forbindelse med det Welnesscenter, som Egmont Højskolen inden længe sætter i gang.

Hverdagens historie
Inspirationen til at male historie ud fra almindelige menne- skers hverdag har Jørn Bie fået på et studieophold i Mellemamerika. – Jeg har boet i Mellemamerika. Her har man tradition for vægmalerier, som fortæller det sidste århundredes historie gennem almindelige mexicaneres liv. Jeg besluttede, at hvis jeg nogensinde skulle tilbage til Danmark, så ville jeg arbej- de med et stort maleri om socialforsorgens arbejde, siger Jørn Bie. Den måde at male på har flere fordele. Mennesker bliver mindet om deres rødder. En anden vigtig pointe ved at bruge hverdagens historier er, at kunsten henvender sig til en større gruppe. – Formen er speciel, fordi den tager det almindelige menneskes historie op. Det er sjældent, der er malet noget om almindelige mennesker og deres indsats for at få et godt liv. Så er det vigtigt, at selv om det ikke er naturalistisk, så kan alle dog se, hvad det forestiller. Alle kan læse det og nikke genkendende til det, maleriet viser, siger Jørn Bie.

Historiske epoker
Selv om det er hverdagshistorier, der fortælles, så er der vigtige historiske epoker. Jørn Bie har valgt at male konkrete begivenheder og personer i maleriet, som har haft stor socialpolitisk betydning. Han påpeger, at det, der ligger til grund for den danske socialpolitik kan spores langt tilbage i historien. – Reformationen ser jeg som den vigtigste periode. Det gælder ikke kun rent religiøst. Reformationen satte også en social revolution i gang. Godt nok blev bondeoprøret slået hårdt ned, men det havde dog effekt 100 år senere. Der lykkedes det for skipper Clement og hans folk, at fuldføre oprøret. Det fører frem til opløsningen af stavnsbåndet og den demokratiske bevægelse, siger Jørn Bie. Den franske revolution og K.K. Steinckes socialreform fra 1933 er andre historiske begivenheder, som Jørn Bie har taget med i sin fortælling på maleriet. Sammen med menneskers hverdagsliv giver de konkrete begivenheder en større forståelse af historien, og det, der ligger bagved historien.

Maleriet med muligheder
Jørn Bies maleri skal ikke blot pynte i Egmont Højskolens forhal. Der er også en masse pædagogiske muligheder i maleriet. Først og fremmest skal det få højskoleeleverne til at få en større bevidsthed om den socialpolitiske historie. – Man kunne forstille sig, at eleverne på et fag udvalgte et motiv fra maleriet en gang om måneden og fandt oplysnin- ger på Internettet. Så kunne de lave digitale præsentationer for de andre. På den måde kan alle elever få glæde ved historien og maleriet, siger Jørn Bie. Besøgende på højskolen kan også få glæde af maleriet. Der er en vækst i kulturturismen. Jørn Bie forudser, at bille- det godt kan trække gæster til Egmont Højskolen. Den moderne teknologi kan give turisterne forskellige oplevelser. – Man kan lave en forestilling. Hvis man sætter stole op som i et amfibieteater og sætter lys på et bestemt sted på maleriet, vil folk blive koncentreret om den periode, lyset falder på. Samtidigt kan et lydspor fortælle om periodens betydning. Man kan også forstille sig, at turister kan få udleveret et par høretelefoner, og hører om maleriet på deres lokalsprog, siger Jørn Bie.

Glad for køberne
Jørn Bie glæder sig over, at vægmaleriet er blevet købt af Egmont Højskolen. Dels ser han i højskolen et socialt enga- geret miljø, og dels vil alle maleriets muligheder kunne bruges på skolen. – Maleriet var egentlig utroligt svært at sælge, men jeg blev ved at male på det. I 2004 havde jeg et møde med Egmont Højskolens forstander Ole Lauth, som var interesse- ret, hvis det blev tilpasset skolen. Egmont Højskolen har taget et socialt ansvar og er et sted for mennesker med handicap, fremmede og andre, som er udstødte af samfun- det. Min ide med maleriet passer godt til de værdier, der er i højsædet på Egmont Højskolen, siger Jørn Bie.

Artikel bragt i Spastikeren 6/2006 skrevet Michael Pedersen

Titlen “Des Mere Stakkarle Hades, Des Flere Bliver Der……” er inspireret af karmelitermunken Povl Helgesen (ca. 1480 – 1535), som i 1528 bekymret skrev i forbindelse med statens overtagelse af ansvaret for stakkarlene (tiggere med stave) i samfundet: ” Eftersom Klostermænd nu forhades, så tager de næppe så mange Børn i Kloster, og da vil det fuldkommes, som Man siger i gammel Tale: Des mere Stakkarle hades, des Flere bliver der”. Med integrationsproblematik, almindelig afstandstagen for alt fremmed på dansk jord, er titlen og meningen endog meget aktuel i dag.

Jeg startede dette maleri i 1997, hvor de første skitser til de 80 m2. kom til. Maleriet kom igang i år 2000, og panel efter panel blev langsomt malet, indtil det blev solgt i 2004 til Egmont Højskole.

Kort om maleriet
splash_02Størrelsen på det imponerende vægmaleri er i alt 80 kvm., og det er dermed Danmarks største af sin art i nyere tid. De mange paneler blev sammensat på et fundament, der rager et stykke ud i lokalet og således sikre, at f.eks. kørestole ikke kan køre ind i maleriet. Billedtitlen er inspireret af karmelitermunken Povl Helgesen (ca. 1480-1535), som i 1528 bekymret skrev i forbindelse med statens overtagelse af ansvaret for stakkarlene (tiggere med stave) i samfundet: ” Eftersom klostermænd nu forhades, så tager de næppe så mange børn i kloster, og da vil det fuldkommes, som man siger i gammel tale: Des mere stakkarle hades, des flere bliver der”.

Det har taget 10 år at skabe det store kunstværk, der er malet i en billedfortællende, naturalistisk/symbolsk stil.

Det viser billedet

Billedet beskriver indsatsen og holdningen til de “udstødte og anderledes” i samfundet set i historisk perspektiv, de menneskelige værdier, samt en mulig fremtidsvision. Historien starter kronologisk fra venstre med fortidsmennesket, der begynder at begrave sine døde og vise omsorg for hinanden. Mange nutidige arkæologiske fund viser fra stenalder, bronzealder og op gennem jernalder, hvorledes det daglige menneske tog hånd omkring hverandre på godt og ondt. Vikingetiden beskriver de vanføre med humor og forståelse, nogle blev endda ledere og herskere, barder og historiefortællere.

Hensynet til de svage og “udstødte” er vigtige elementer i Jydske Lov og Sjællandske Lov. Måske Danmarks ældste skriftlige vidnesbyrd om det moralske gode i at lovgive omkring dette emne. I forbindelse med reformationen overgår ansvaret fra den katolske kirke til staten og kommunerne. Ca. 10 pct. af den danske befolkning færdes på landevejene – udstødt af byerne og af samfundet – den enlige mor, de forældreløse/horeungerne, jøderne, sigøjnerne, de døve, de blinde, de vanføre, de sindslidende, sammen med lommetyvene, rakkerne, skøgerne osv.

Christian d. 4. forsøger at løse opgaven ved bl.a. oprettelse af arbejdsanstalter og Børnehuset i København. Konsekvenserne af ændringerne i landbruget er flytningen fra land til by, som skaber store sociale problemer i byerne. Steinckes socialreform i 1930 ́erne er et forsøg på at løse disse problemer og er samtidig starten på udviklingen af velfærdssamfundet. Oprettelse af særforsorgen, sindssygeforsorgen og åndssvageforsorgen, Mødrehjælpen og Revalideringen understreger statens ønske om at sikre en særlig indsats over for disse grupper af mennesker. Med bistandslovens gennemførelse lægges ansvaret ud til amter og kommuner. Den høje arbejdsløshed og de stigende krav på arbejdsmarkedet igennem 70 ́erne, 80 ́erne og 90 ́erne skubber igen store grupper uden for arbejdsmarkedet.

I alt dette kæmper den vanføre, den handicappede, de sindslidende osv. en mere eller mindre indædt kamp for at blive tilpasset, forstået og respekteret i det danske samfund. De kæmper for et værdigt liv i velfærdsstaten.

Et kæmpestort persongalleri viser de personer/organisationer, der gennem tiden har haft/har betydning i kampen for de menneskelige værdier, selvværd og respekt. Fortællingen slutter med fremtidens svære etiske og moralske valg – bl.a. inden for genforskningen.